Jeg gik på efterskole sammen med en dreng, der i bund og grund var glad. Han god til skolearbejdet, god til idræt, vellidt af alle, hvilede i sig selv og turde sætte sig uden for flokken ved at sige fra, når der var noget, han ikke brød sig om. God gang i ham og appetit på livet og videreuddannelse, og så fik han arbejde… – I det virkelige voksenliv. Jeg kan huske, han sagde: Er det det? Han havde fået en fast stilling til en god løn, tror jeg. Han lød så skuffet. Og overrasket. Det nærmest sugede glæden ud af ham. Han var helt klart ikke landet på den rigtige hylde. (Det endte også med, at han brændte alle broer og rejste ud af landet for at møde kærligheden.)
Det er ikke fedt at være kun mellemfornøjet med tilværelsen. Jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, hvor forfærdeligt det fx ville være at være menneske i et land med krig eller hungersnød eller noget. Men come on, det hjælper da overhovedet ikke en fis på mit humør alligevel. (Tværtimod kan jeg helt frygte den dag, hvor jeg dør og skal genfødes i en ny krop og til et nyt liv. Næhæ, man ved, hvad man har. Man ved ikke, hvad man får!)
Nogle gange skal jeg bare lige opdage, hvor godt jeg har det. Eller lige opdage hvor det er at min sko, den trykker.
Jeg var blevet tilbudt at assistere med noget undervisning. Det tilbud blev jeg rigtig glad for, jeg kan godt lide at undervise og hjælpe folk til at få aha-oplevelsen, når de lærer noget nyt. Alligevel fik jeg ikke rigtig rykket på tilbudet. Der var det ene og det andet og det tredje i vejen, som bremsede… Jeg var faktisk lidt presset over det, og da jeg var mest presset, så jeg et opslag om en uddannelse. Så blev jeg glad og rolig og kom hjem i migselv igen. Jeg vidste, hvad jeg skulle og ville.
Nu håber jeg bare, at englene vil hjælpe med at få finansieringen på plads, for jeg har sendt ansøgningskemaet afsted! Og heller ikke denne gang er det nogen statstøttet uddannelse.
Be happy.