Modstand. Nogle gange tager jeg migselv i at sige nej nej nej. Det er nej’er, som kommer, hvis jeg har et problem, andre gerne vil hjælpe med at give løsninger på. Og hver eneste ting, der bliver foreslået, bliver afslået med et nej. Det er nemt at sige nej, til det andre foreslår. Det gælder om at fange sig selv, når man bliver ved med at sige nej.
Når jeg så fanger den – hører alle mine nej’er, så kan jeg handle. Og sige – jeg må vist selv finde en løsning. For når jeg selv finder en løsning, kommer jeg på noget, jeg ikke umiddelbart har modstand på, og kan dermed komme videre. Eksempel Træning: dig: Åh jeg vil gerne igang med at træne… Andres løsning: du kan da tage med mig til træning på onsdag – dig: nej, der skal jeg køre børn. Andres løsning: hvad så med at stå tidligere op? – dig: neej, det kan min krop ikke. Andres løsning: hvad så med weekenden? – dig: neeej, der holder jeg da fri. Kan du genkende det? De talrige undvigelsesmanøvrer og nej’er?
Det bliver hurtigt til nej. Så må man spørge sig selv, om man mener det (træningen), hvad skal der til, og er det en løsning, man kan leve med. Bare man opdager modstanden.
Når jeg er ude at løbe, kan jeg godt tænke, nu gider jeg ikke mere. Nå, så stop. Men det kommer jeg jo ikke hjem af. Så siger jeg til mig selv, at hvis det bliver for hårdt, er det okay at gå. Som regel har jeg ikke brug for at gå, men jeg har givet mig selv en realistisk mulighed. Og modstanden på at fortsætte med at løbe forsvinder.
Alting behøver ikke at være hårdt og sejt. Jeg talte med en, som sagde: Forestil dig, at du vil op på toppen af et bjerg. Der et reb at klatre opad, og der er en rulletrappe. Hvis du vælger rulletrappen, bliver det en “behagelig” tur. Der vil du have tid til at se dig omkring, nyde udsigten, plukke frugter på træerne, du ruller forbi. Du kan læse en bog, lave armbøjninger. Du kan også blive ked af, synes livet er svært, men DU KOMMER STADIG OPAD. Valgte du nu rebet, skulle du standse, hver gang du ville spise. Du ville ikke se dig omkring, men kun frem og op. Kommer der en stor sten, skal du kæmpe dig forbi den og måske have brug for at standse op for at puste ud. Ville du have tid til at tænke, nyde, græde? Rebet vil måske give dig en følelse af at gøre noget, men ville du nyde turen?
Tag dog rulletrappen. Hvorfor skal alting være en kamp (med rebet)? Der rykker man sig ikke nødvendigvis. Rulletrappen flytter dig hele tiden. Det er en anderledes måde for mig at tænke, at jeg ikke nødvendigvis behøver at kæmpe mig frem. For livet foregår jo alligevel.
Nogle gange kommer jeg til at hoppe over til rebet. Uden jeg opdager det, har jeg fundet noget at kæmpe mod/at have modstand på. Måske det er mig selv, jeg skal kæmpe mod. Når jeg så opdager det, hopper jeg over på rulletrappen igen, favner min modstand/min kamp med mit sind, og prøver at sige det er okay. Anerkender, at jeg synes, det er lidt synd for mig. Så står jeg bare der på rulletrappen og puster lidt over livets udfordringer og ruller videre, står det igennem minut for minut.
Det er ok at sige nej neej neeej. Man ikke næsten ikke lade være med at smile ad sig selv, når man opdager det. Find din egen løsning, som du kan leve med uden at have modstand (skyldfølelse/dårlig samvittighed med videre) på. Hvad enten det bliver sofaen, gåtur eller løbetur.