Jeg vil vove den påstand, at der ikke findes to behandlere, som behandler på samme måde. Uanset om de har taget uddannelsen samme sted og på samme tid og er blevet undervist af den samme lærer. Alle har/finder sin helt egen måde at gøre tingene på.
Indimellem (ret ofte) sker det, at jeg kommer ud i at skulle forklare, hvad kranio-sakral terapi er. Det er noget med at løsne fysiske og psykiske spændinger. Og så hopper kæden af, for jeg ved, at hvad jeg “gør”, ikke er det samme som mine kollegaer “gør”. Ja, “gør” kommer i anførselstegn for jeg “gør” ikke noget, – jeg er tilstede med mine hænder… Hmmm.
Nu kommer en beskrivelse af, hvordan jeg kan opleve en biodynamisk behandling fra min side som behandler:
Jeg starter først med at høre, hvad der foregår i klientens liv lige nu og hvorfor vedkommende er kommet. Så kommer klienten op på briksen. Hvis det er et fysisk problem, kan jeg godt finde på at gå direkte til stedet med mine hænder, og så bliver jeg der, mens jeg mærker, at noget foregår under mine hænder. Det noget er så svært at forklare – det nærmeste er, at det er en aktivitet af liv. Jeg bestemmer ikke, hvad der skal ske. Behandlingen er intuitiv. Nogle gange bliver jeg ledt videre fra stedet. Det er en fornemmelse af at følge med den igangværende proces, klienten/kroppen har startet. Andre gange flytter jeg mine hænder, fordi jeg kan mærke et nyt sted i klienten kalder, eller der er sket et skifte i energien, så jeg mærker, at arbejdet her er færdigt. Et energiskifte kan være noget så banalt, som at jeg pludselig lægger mærke til lyde (igen). Nogle gange får jeg billeder i mit hovedet, og når filmen/billedet skifter i stemning eller til noget nyt, sanser jeg det, som at der er sket en forandring i vævet hos klienten, eller en spænding er løsnet. Og så går jeg videre til næste del, der kalder.
Nogle gange har jeg en samtale med kroppen. Jeg kan stille spørgsmål og får som regel svar – på forskellig vis. Enten med egentlige konkrete svar eller med billeder, der er mere eller mindre klare i budskabet. Det med billederne, jo mere jeg ved om klienten, jo nemmere er det at tolke budskabet. Hvis det skal tolkes. Andre gange er det noget, jeg fortæller klienten efter behandlingen, og så må vedkommende selv tolke på budskabet. Eller svare på spørgsmålet, hvis der kom et.
Andre gange igen kan behandlingen være, at jeg mærker ind i det fysiske væv og tager kontakt med fx hjernecentre (stress, hypofyse mv.) eller med knoglestrukturen, hvis jeg mærker slidgigt (degenerative forandringer), hvor jeg så kommunikerer med cellerne. Eller kæbeled. Eller en spændt trommehinde. Eller…
Så kan du måske sidde og tænke, at man da ikke kan mærke hjernestammen eller forskel på om det er hjernehinder eller hjernenervevæv. Men det kan jeg altså -til dels. Det mærkes forskelligt. Lidt i stil med at man kan mærke, om man holder en en banan eller en agurk i hænderne. Bare en anelse mere subtilt… Ingen hokus pokus i det. Det er træning gennem mange år, hvor jeg har lært at kende vævet gennem mine hænder, og hvornår det løsner sig under mine hænder.
Og altså det er GIGA forskelligt, hvordan en behandling udarter sig, hvad jeg mærker og får/ikke får af sansninger/information. Husk at fortælle, hvad du helt reelt vil have hjælp til, hvis du kan. Jeg kan ikke regne noget ud, (så ingen grund til at teste, om jeg selv fangede den forstuvede ankel og det for høje blodtryk).
Noget andet – det er fx ikke sikkert, du selv synes, det er særlig relevant at fortælle, at du lige er gået fra kæresten, hvis det er hovedpine, du gerne vil have fokus på. Men det kan altså godt præge dagsordenen for behandlingen indirekte. Og så er det altså nemmere, at jeg ved det på forhånd, end at der foregår noget under behandlingen, jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Speak out loud.