Yinyoga er mit nye barn. Jeg har tidligere -for mange år siden- prøvet yoga. Det ene sted var dødkedeligt, det andet sted var i et fitnessstudio, hvor jeg kom, fordi det hed poweryoga og var træningsrelateret. En dag i slutningen af træningen sagde underviseren, at hun var nødt til at stoppe, fordi det tog hendes energi. Hun kom til at heale på os. Jeg forstod o v e r h o v e d e t ikke, hvad hun mente med det! Men slut var det med den træningsform i hvert fald.
Nu er jeg selv blevet yinyogalærer. Jeg siger dig, det er godt. Og det passer aldeles godt ned i min behandlerturban.
Dels er der den fysiske del af yinyogaen, hvor der gennem de lange, langsomme stræk arbejdes med bindevævet. Bindevævet sidder overalt i vores krop. Lige fra det meget tætvævede omkring leddene, til det spindelsvævslignende spundet ind i musklerne, omkring organerne, i hjernen. Overalt. Og trækker du i den ene ende, strækker det også i den anden ende. På den måde kan du ved at arbejde med fx med hofterne, også få løsnet i skuldrene. Fysioterapeuten er glad.
Der er den energetiske del, som har med meridianer og chakra at gøre. Heri kan jeg blandt andet inddrage min læren fra zoneterapien. Meridianer er energibaner i kroppen, der har med vores følelsesliv at gøre. Det betyder, at et yogastræk kan gøre svære ting som sorg, vrede eller bekymringer mere håndterbare at komme igennem.
Det tredje ben i yinyogaen, har jeg arbejdet mindre med – mindfulness. Vejrtrækningsøvelser, meditation, visualisering. Du må komme med på rejsen;-)
Jeg elsker denne yogaform. Jeg er helt klar på dens langsomhed, dens strækken og given efter. – Fysisk til spændingerne, mentalt til hovedet, energetisk til følelserne.
Det vigtigste at forstå ved yinyogaen er nok, at man holder en stilling i mindst/omtrent 3 minutter for at give bindevævet mulighed for at slippe spændingen, og at det ikke er hård træning. Dvs. ikke nødvendigt at tage sportsbh på. Hvis det ikke var fordi, man risikerer at komme til se lidt forsovet ud, kunne man såmænd tage direkte videre i byen.
Når Corona løsner sit tag i Vestjylland, laver jeg hold med forløb, der vil passe til årstiden eller ryggen eller humøret eller hormonerne eller…? Til dig:-)