Januar for mig har været – kom nu -gør noget -sæt i værk, bare uden jeg kunne fange, hvad det var jeg skulle gøre. Blot den uro, støj på linjen, uklare signaler. Sjovt nok var det Indre Udrensning, som var på programmet på mine yogahold! I’m just saying – hvad du selv mangler, får du vist på spejle, der bare bliver større og større og flere og flere af.

Jeg synes egentlig, det har længe raset indvendig. Månedsvis og længere endnu. Det har været udefinérbart, og når det sker for mig, spiser jeg, for det er det, jeg nemmest kan gribe i. Januar var særdeles interessant i den retning!

Januar var sådan en måned, hvor jeg fik trang til at melde mig til alt muligt – lige fra fitness til sindets udforskning. Jeg fik googlet. Og jeg havde god tid til det, for jeg har heller ikke kunnet sove supergodt. Det har været noget med at ligge vågen i minimum et par timer om natten, og i stedet for at meditere eller i det mindste forsøge at hvile hjernen, kunne jeg da lige undersøge en milliard ting, som alle var virkelig vigtige. Du ved, dér midt om natten. Argh, en dårlig spiral mand.

Sidste weekend (dvs. slutjanuar) begyndte energien at vende. Der begyndte at komme opklaring, og emnet fra yogaundervisningen landede hos mig selv, som det var meningen, og for at jeg faktisk kan sende den ud på ny.

Der var ikke nogen speciel årsag til min uro. Jeg var bare ved siden af mig selv, ude af takt. Der er faldet ro over mig. Passende symbolsk sluttede det hele af med en gang feber til lige at brænde og rense systemet igennem. Sidder på slutningen af en omgang corona. Mit vanlige mentale skjold er lettere vingeskudt, og der er sluppet et par aha-oplevelser igennem. Fedt og tudehårdt.

Gode gamle velkendte destruktive adfærdsmønstre med overspisning, uro, angst, hovedpine, stress, gamle indeklemte følelser you name it…. Du er ikke ene med følelsen af at synes, det har været en lidt hård start på 2022. Energien har været sej, lettere uigennemsigtig. Og når det er svært (at se vejen), tyer vi til det, vi kender.

Jeg håber, du kan mærke skiftet i energien nu også. Til noget andet. Jeg var lige ved at skrive ”til det roligere”, dog jeg er ikke sikker på, at energien er blevet roligere, men den er i hvert fald bedre indstillet, så signalet går tydeligere igennem. Jeg er kommet ind i takten igen. Og det gør du også.

Kærligst, Anja.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *