Jeg afholdte mit første kursus i zoneterapi for nogle dage siden, men først idag har jeg overskud til at tænke på det.

Om morgenen på selve kursusdagen vågnede jeg med en følelse af, at en klo havde slået sig ned mellem skulderbladene. Nå, tænkte jeg og håbede på, at det ikke skulle tages som et forvarsel på dagens arbejde. Kurset gik godt, det var en lille flok, og de gjorde deres bedste for at forstå mine budskaber i dagens temaer. Da jeg var vel hjemme i familiens skød igen, begyndte kloen at udvide sit tag og trak nu både op i nakken og ned i benet. Jeg følte mig efterhånden lidt vingeskudt og klagede min nød til en veninde, der kan sanse andre ting end jeg. Hendes bud på kloen var, at det var smerte og sorg over det, der var, og ikke er der mere. Og at det relaterede sig til mindstebarnet, der er startet i dagpleje. Pudsigt nok falder kloen sammen med, at hun i denne uge er stoppet med at være ked af det, når hun bliver afleveret… I takt med at kloen slipper mere og mere, er mindstebarnet blevet nemmere og nemmere at aflevere. Noget af et break-up. Der var i hvert fald kraft bag det budskab. Og for mig giver budskabet god mening.

I tillæg til kloen er jeg så blevet ramt af lidt småfeber. Her behøver jeg ikke at spørge om budskabet, for i min verden betyder feber ofte at noget renses ud og efterfølgende giver plads til forandring, til nyt. Jeg ser det lidt som, når håndvasken stopper til, og man bruger den der “skvubber”. Bagefter er der god flow i vasken igen;-)

“Jamen hvad er så meningen med mine skulderproblemer”, tænker du måske, eller er det knæet eller hoften, som driller? I don’t know.

Og nu bevæger jeg mig ud på gyngende grund, (godt det er min egen blog) men jeg tænker, at der altid er en årsag til sygdom, til smerter. Noget, der skal læres eller gøres opmærksom på. Og nej, jeg har heldigvis ikke et barn eller en mor eller nogen i min nærmeste omgangskreds, der eksempelvis ligger dødssyg af kræft, for så ville jeg nok nærmere lande på sætningen “hvor er det uretfærdigt”. Men ligesom jeg ved, at hvis man ikke kan manifestere sig, finde sit ståsted, har man ofte problemer med tyktarmen, eller er der ingen vilje bag intentionerne, skal man ofte lede efter svaret i en lidt forpustet lever. Krop og psyke hænger sammen. Godt vi har et konventionelt sundhedsvæsen, og også godt vi har alternative behandlere.

Og indtil feberen slipper sit tag i mig, vil jeg nok gøre indre optegnelser over de ændringer, der sker i kølvandet.