Sygdom, død, fællesskab og selvrealisering.

Dette bliver vist et tillæg af en slags til det forrige indlæg. Der handlede det om, at jeg mener, der altid er en årsag til sygdom og symptomer. Det mener jeg stadig, og gid jeg selv kunne gennemskue den virkelige årsag til smerte, sygdom og død, for så ville det (måske) være nemmere for mig at være behandler. Hvis jeg nu som behandler kunne sige til mine klienter, “dette er årsagen til dine symptomer, så må du handle derudfra eller ej”, – det ville lette arbejdet for både klienten og jeg betydeligt. Nogle gange får jeg hints om det, eller i hvert fald kommer der budskab igennem, der tydeligvis skal gives videre til vedkommende på briksen.

Nå, men grunden til disse tanker er, at jeg igår var til begravelse. Vedkommende blev ikke supergammel, og der kunne det være rart med den begrundelse.  Der kunne det være rart med et svar på, hvorfor var vedkommende nødt til at dø. Hvad skulle læres? Hvem var/er læringen rettet mod? Den afdøde? De efterladte?

Præsten holdt en rigtig god tale. Talen indeholdt både ord om kærlighed og bruge sig selv i alle henseender. Og så var der noget med fællesskabet… At afdøde var indbegrebet af fællesskabet. Jeg selv lærte om selvrealisering på mine uddannelser, men hun havde lært fællesskab og engagerede sig i alt, hvad hun kunne komme afsted med. Det er cool. Og jeg er helt modsat. Jeg tænker ikke, at hvis jeg siger ja til noget, så er det for at realisere migselv, men jeg siger ja af lyst, og jeg siger nej, når jeg har mærket efter, om det er noget, jeg vil trives ved eller ej. Jeg har øvet mig på at sige fra. Og jeg er blevet så “god” til det, at jeg (næsten) havde glemt det med fællesskabet. Så præstens tale i går blev faktisk en lille påmindelse til mig om, at når jeg siger nej til noget, så skal jeg mærke heeelt efter. Er det et nej for bekvemmelighedens skyld (og måske dermed på bekostning af fællesskabet), eller er det et nej, fordi jeg virkelig ikke vil have det godt med et ja i stedet. Som regel er jeg ikke i tvivl, men derfor er det godt at blive mindet på “for the greater good”.

Tak Lisbeth.