Jeg er mor, kone, datter, søster, kusine, moster, veninde, niece, nabo med mere. Jeg har en engels tålmodighed med mine klienter, jeg kan råbe (specielt omkring spisetider), jeg er vældig grådlabil i perioder (som du nok har bemærket), andre gange griner jeg højt på grund af den mest rådne svovlprut (produceres af alle andre end husbonden herhjemme – stakkels ham). Jeg bryder mig ikke om løgn og bedrag, og kan simpelthen ikke læse thriller eller krimiromaner længere (de er blevet for uhyggelige og rammer lige i nerverne).
Hvor godt kender vi dem vi omgås? Nogle gange kan jeg tænke, om jeg er den eneste, der kan blive edderrasende eller være kedelig, fordi jeg ikke tager til koncert eller går i byen, men egentlig godt kan lide at være hjemme. Når jeg er sammen med andre, er det jo i en tidsbegrænset periode, som fx. mødregruppe, fødselsdage eller venindekomsammen. Og der er folk som regel i stand til at mobilisere overskud i en eller anden grad. Så medmindre der bliver stillet nogle “ind-under-huden-spørgsmål”, aner jeg i virkeligheden ikke, hvem de ellers er, hvad de rent menneskeligt står for, eller om de også kan blive 3-sekunder-vrede.
Alt det, jeg selv ved og kender, har jeg efterhånden lært, at alle andre ikke nødvendigvis ved, gør og kender til. Derfor er jeg også nødt til at være så fordomsfri som mulig, hvis jeg vil stille “farlige” spørgsmål. Det er ikke så svært at spørge folk, hvordan de virkelig har det eller stille andre vanskelige spørgsmål, hvis de bliver spurgt ud fra oprigtig interesse, og så også huske at modtage svaret på samme fordomsfrie måde…
Står du op eller sidder du ned, når du skal tørre dig i bagen efter toiletbesøg? Vi er ikke ens!!!