Jeg har gået og tænkt over, hvor længe idyllen ville vare. For et års tid siden gik jeg på barsel og fik mindstebarnet. Hun er det gladeste barn, lærte lige at gå igår og idag bliver hun 11 mdr, og så er hun akkurat idag startet i dagpleje. Mit hjerte har det ikke så godt, det kan slet ikke finde rytmen.
Det blev farens lod at aflevere hende, så tager jeg fornøjelsen med at hente igen. Jeg har småhylet hele morgenen. Herregud, hun skal jo kun være der to timer (og ikke et sekund længere), dagplejemoderen er sød, og tøsen er glad. Men det er jo ikke kun to timer i dag, det er jo også i morgen og i overmorgen og de næste par år frem, hun skal afleveres.
Nu sagde jeg jo mit faste arbejde op for at arbejde hjemmefra som behandler, men lige idag kunne det måske være godt nok at selv skulle afsted og drukne tankerne i det faste arbejde. I stedet sidder jeg her og skal have lavet en hel del kontorarbejde med tryksager, plakater og kursusbeviser. Det bliver da supernemt at koncentrere sig om! Jeg har allerede spist nogle smørmadder, mad dulmer – lige når det står på. Det fungerer efter nøjagtig samme princip som at tisse i bukserne – den rare fornemmelse varer ganske ganske kort tid!
Eller hvis bare jeg havde nogle klienter inde i dag, så kunne jeg fordybe mig i andres liv, men det har jeg ikke. Og det bekymrer mig egentlig ikke så meget, det er der mange andre, der bekymrer sig om på mine vegne, så den del må siges at være outsourcet. Det skal nok gå det hele både med arbejdet og med mindstebarnet. Hjertet skal bare lige finde et sted at lande det, og de der bobler er da heldigvis flokdyr, så jeg må skrue øjnene over på en af de andre smukke bobler.
Lige en sidste bemærkning, – det er da utroligt, som en smule mental ked-af-det-hed kan påvirke kroppen fysisk!!!