Som overskriften antyder, så går det nok, og det gjorde det også igår. Baby overlevede, og mutti her overlevede. Allerede idag var det meget nemmere (nok fordi tankerne gik til dagens første klient, der skulle ankomme kl. 8.00). Jep, så blev den prut slået!
Når én boble brister, må man kigge på en anden. Når en dør lukkes, åbnes et vindue… Pointe forstået. Nogle vil måske tænke, at hvis jeg hyler over at aflevere mit barn, så behold det dog hjemme. Jeg har selv tænkt på det. Jeg kunne sagtens være hjemmegående husmor, men jeg kan også mærke, jeg går ned i både tempo og energi. De dage, hvor jeg virkelig får noget fra hånden, hvirvler jeg lidt mere, er mere let på tå, ungerne er nemmere, jeg er bare gladere. Og igår da mindstebarnet var i dagpleje, barslen definitiv var ovre, og jeg atter arbejdede, var det som om jeg lige steppede et gear op og også humøret (ja okay, det kunne heller ikke blive værre, men det blev ekstra godt så!).
Jeg tror, det var til noget psykologiundervisning, en lærer fortalte om landkort. Når man oplever noget, udvides ens indre landkort. Så får man oplevet den del af verden og livet. Når jeg arbejder, udvides jeg af indtryk. Jeg føler, at jeg mentalt bliver mere rummelig, og det giver mig åbenbart større overskud og mere energi. Og derfor skal jeg ikke være fuldtidshjemmegående, jeg skal også have det her andet arbejde som behandler. Som jeg også elsker og trives i.
Det var dagens tekst. I morgen kommer der nye tanker. Tænk lige over det der med landkort. Hvis du ikke oplever noget, hvordan ved du så, at du er verdens navle? (For at genkende glæden, må sorg vel også kendes?)