Vi taler om, hvad der fylder i vores liv her og nu. Jeg får det ud ved at skrive. I dag er mindstebarnet hjemme, fordi jeg holder torsdagsfri, så behøver jeg ikke at kaste op over det. Jeg havde engang en veninde, som fortalte om at se personerne i sit liv, som sten i et glas. Først fylder man stenene i glasset, det er de/det nære, der fylder mest. Så er der smågruset, som får pladsen mellem stenene, og til sidst er der sandet, der får lov at fylde resten ud. Ligningen gik ud på, at sandet var der som fyld og ikke skulle bekymres om, mens stenene var dem, der betød mest for én. Jeg har bare altid undret mig over den ligning, for sandet fylder jo op og runder af. Så dem, jeg støder på i mit liv, sætter i allerhøjeste grad også præg på mig.
For 9½ år siden var vi i Thailand og mødte et par i en bus og talte med dem i 5 minutter, inden de stod af bussen igen. De fortalte, at de havde fået stjålet deres pung. That’s it. Men jeg husker stadig samtalen. Når jeg talt med nogen i tlf. i halvanden time, går der mindre end to minutter inden, jeg har glemt, hvad der overhovedet blev talt om. Alting og ingenting? Så hvem fylder så mest – sandet eller stenen?
Det er altid altid interessant at høre, hvad der fylder for folk. Når jeg har klienter i behandling, tager samtalen naturligt afsæt i deres dårligdomme, men det er først, når de kommer op på briksen, jeg hører, hvad der presser mest på i deres liv lige nu. Hvis selvfølgelig der er plads til samtale. Hvis behandlingen er kranio-sakral terapi eller zoneterapi, er der ro. Og egentlig heller ikke bagefter skal der tales for meget, for det er behandlingsformer, der virker i hele kroppen og skal helst ikke analyseres i stykker bagefter med for megen snak.
Nogle gange er det en virkelig stor sten, der fylder i livet. Tre dage senere er den blevet til sand og er med til at runde af og har sat sit præg i stedet.