Jeg er gravid. Vores fjerde barn undervejs, og det er egentlig meget godt gået af min krop, der i begyndelsen ikke kunne blive gravid på grund af pco. Det har jeg nok sandsynligvis ikke længere!
Faktisk er det femte gang, jeg er gravid. Jeg abortede mellem andet og tredje barn. Når man er gravid, kører der alle mulige tanker rundt i hovedet. Irrationelle. Tankespindet bliver bestemt ikke mindre af at miste en baby.
At være gravid/at få børn præger og former. Og det præger bestemt min måde at kunne være behandler på. Det er derfor, jeg laver dette indlæg. Først og fremmest fordi jeg har lyst til at skrive, men også for at fortælle, at jeg forstår.
Jeg har selv været der.
Identitet-
Da jeg var gravid med første baby, var tankerne lyserøde. Der var overhovedet ingen tanker om sygdom og død, og kunne naturligvis heller ikke fatte, hvad jeg gik og glædede mig til. Jeg vidste jo ikke, hvad det egentlig var, jeg/vi havde i vente. Mine tanker dengang gik mere i retning af min egen identitet. Dengang arbejdede jeg som fysioterapeut, og samtalerne hos jordemoderen gik mest på, at jeg insisterede på stadig at være Anja-fys og ikke Anja-husmor eller Anja-landmandskone.
Så kom baby nummer 1, sund og rask og helt perfekt. Og jeg forstod, hvad jeg havde glædet mig til undervejs i graviditeten. Og ingen tvivl om at vi skulle have barn nummer to også!
Spolering af idyllen-
Så blev jeg gravid igen. Nummer to. Så vidste jeg, hvad jeg kunne forvente af udkommet, og nogle af de “rigtige” bekymringer begyndte. Havde vi det egentlig ikke meget godt med blot at være far, mor og et barn?? Nemt at tage steder hen, på ture, for der var to voksne om et barn. Ville jeg ødelægge noget af idyllen ved at bringe et barn mere ind? Ville jeg have kærlighed nok? Dårlig samvittighed både overfor den nuværende familie og at tænke sådan med et barn undervejs!
Den slags tanker handlede graviditet nummer to om. Men baby to kom til, og mit hjerte voksede og blev fyldt med endnu mere plads til kærlighed, og idyllen blev selvfølgelig ikke spoleret, den blev udvidet.
Virkelig pudsigt hvordan de tanker kan fylde så meget undervejs, og blive fejet så kraftigt af banen efterfølgende!
I virkeligheden-
Baby nummer tre var undervejs. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg var til skanning allerede i uge ti der? Måske fordi jeg var usikker på, hvor langt jeg henne i graviditeten. Men i uge ti var jeg altså til skanning, og så på en fin og sprællevende baby derinde. Halvanden uge senere var jeg, sammen med min mand, til nakkefoldskanning, og babyen bevægede sig ikke! Det billede er brændt ind på min nethinde. Den var ikke levende mere.
Og så væltede tanker ind – havde jeg mærket noget anderledes siden den foregående skanning? Gennemgik de sidste ti dage for ting, jeg havde foretaget mig, som kunne have forårsaget, at den baby ikke levede mere. Det var ikke nogle supergode dage, som fulgte.
Noget, der hjalp, var faktisk andre kvinders historier om, at de også havde været lige præcis i den situation, og at fx seks graviditeter havde givet dem to dejlige børn og lignende beretninger. At andre var kommet igennem og med noget godt. Min historie bliver forhåbentlig fem forsøg, fire gode, levende børn.
Noget andet, der også hjalp og som gjorde, at jeg følte mig mere som migselv igen, var at lægge mig i hænderne på en kollega og modtage kranio-sakral terapi. Det gav mig noget balance og midtlinje tilbage. Jeg skriver kranio-sakral terapi. Det er det, jeg selv arbejder med og var naturligt at vælge. Men jeg tror i bund og grund kropsterapi i en eller anden udgave vil hjælpe. Der bliver løsnet noget indeni, så det bliver muligt for kroppen at genfinde balancen.
At kunne miste eller få et ikke-rask barn-
Baby nummer tre kom også til. Sund, rask og perfekt.
Gæt lige hvilke tanker, der rasede i hovedet på mig??? Frygt for tab. Jeg havde i den grad mistet min “uskyld” i forhold til døden og til det at være gravid. Nu vidste jeg, at jeg kunne miste. Og endnu mere, så vidste jeg jo også, hvad det var, jeg havde at miste. De to skanninger undervejs i graviditeten var med aldeles ambivalente følelser at gå ind til. Holdt vejret for hvad jeg skulle komme til at se. Jeg holdt vist bare vejret i det hele taget indtil en veloverstået fødsel.
Og sådan blev den graviditet præget. Med bekymringer om sygdomme, der kunne ramme og om døden.
Gravid igen og samme rumle kører-
Ja, nu er jeg atter gravid. Min krop er efterhånden godt tunet ind på, hvordan en graviditet føles. Lige fra første nat, hvor jeg mærker ægget sætte sig fast, til den efterfølgende tid med livmoderens arbejde, og til nu hvor jeg dagligt mærker babyliv. Der har været et slip fra, hvor jeg ikke længere mærkede livmoderen, og indtil jeg kunne mærke baby. Det var ikke så rar en periode. Skanningerne bidrog da heldigvis positivt. Selvom dagene op til gav en smule flashback i hjertet. Jeg ved, som skrevet, præcist, hvad jeg har at miste.
Denne gang har jeg så oveni i de samme bekymringer fra anden og tredje graviditet, så også bekymret mig om, hvordan mine egne tanker kan komme til at præge det lille menneske, som er undervejs.
Det er så tåbeligt med de tanker! Men når jeg så forsøger at være rationel med hensyn til det, der foregår inde i mit hovedet, oplever jeg, at jeg kommer til at distancere mig fra baby. Det føles heller ikke godt. Så indtil højsommer må jeg være lidt rundtosset i hovedet, og så ellers håbe på det bedste. Andet er der ikke at gøre. Toget er undervejs.
(Men når jeg nu tænker efter, er jeg nok alligevel blevet mere afslappet i mine tanker. Synes jeg.)
De tanker, jeg har gjort -og gør- mig undervejs i at være gravid, er naturligvis mine. Men jeg er hundred procent sikker på, at hvis du spørger en jordemoder, der sidder i konsultation, så er der intet unikt over mine graviditetstanker. Det er spørgsmål, bekymringer og overvejelser, som går igen og igen hos hver eneste gravide kvinde. Blot afhængig af om det er første, anden, tredje mv. baby i rækken.
Hvad mænd tænker og tror imens, har jeg ingen anelse om. De gange, jeg har spurgt min egen mand, er svaret vist ikke trængt igennem hos mig… Måske min verden er en anelse snæversynet indimellem.